En overraskelse

Nj holdt meget af køer. De går bare der og gumler græs. og generer ikke nogen. Måske havde de fat i den lange ende, da der blev delt opgaver ud, så Nj satte sig, og gav sig til at kikke på en ko for at finde ud af om den vidste, hvad der skulle ske med det hele.
(Han havde besluttet sig for ikke at sige ordet oksekød, for det kunne godt give lidt flimmer i bekendtskabet tænkte han.)

Efter tre år gik det op for ham at koen mest lignede en bil, og det undrede ham lidt.
Hvordan det var gået til? Havde han blundet et øjeblik? Eller var han alligevel kommet til at sige noget, der forskrækkede koen, så den var gået sin vej? Og hvor var bilen så kommet fra? Det var store spørgsmål.

Efter en kort tænkepause på fire – fem år fik Nj den ide at han jo lige så godt kunne male bilen i lidt muntre farver, for den så så trist ud i sin grå metallic lak. Den kunne nok trænge til lidt opmuntring, så den ikke skulle tro den var landets kedeligste bil.
Så faldt venstre baghjul af.

TID

Jeg tror jeg var 6 år da jeg fik mit første armbåndsur. Sådan noget havde man dengang og jeg synes det var interessant. Sådan lidt voksent og noget at holde styr på med både tre visere og dato og optræk. Og så lyste det i mørke. Jeg husker det kunne være morsomt at skille det ad, for det måtte være sjovt at se alle de tandhjul køre. Jeg fik vist også bagkapslen af og kikket på det hele, men det var så småt så jeg ku godt se det ikke havde godt af stort værktøj ned i tandhjulene. Nå jeg var jo glad for det og kikkede meget på det og fik det også trukket op og stillet når det gik i stå.

En dag var det så forsvundet og jeg anede ikke hvor det var blevet af. Først 10 år senere kom det frem igen. Det havde ligget bag en roeskærer i al den tid og ventet på at blive fundet igen. Det var et af de jobs man blev sat til som 6 årig på en gård. At skovle roer i en roeskærer. Roeskæreren var et slags kegleformet rivejern der roterede og skar roerne i småstykker, der så blev  serveret for køerne, der åbenbart ikke kunne æde en hel roe selv.

Man kunne se på uret at det havde taget turen i snitteren. Det var blevet noget ridset, men til stor moro så gik det fint da det blev trukket op igen. Kvalitet fra Omega! Det synes vi var meget imponerende og tilfredstillende.

Senere prøvede jeg i en fysiktime at lægge det foran en geigertæller.
Den knitrede som et maskingevær af alle de elektroner der kom fra uret. Det var jo imponerende at jeg havde et ur, der ud over at kunne holde til hvad som helst, også var dybt radioaktivt. Det var så derfor det kunne lyse i mørke.